|
16/12:
Kaliber .30-06's 100 års jubilæum fejres af Dakota
Den amerikanske våbenproducent Dakota,
der først og fremmest er kendt for deres Model 76
cylinderlåsriffel, der vel nærmest kan beskrives som en
videreudvikling af den klassisk pre-64 Winchester 70, har
bebudet, at man i anledning af 100-års jubilæet for
kaliber .30-06 producerer 101 model 76 luxusrifler med
serienumre fra 76-1906 til 76-2006. Ligeledes fremstiller
man 101 jubilæumseksemplarer af firmaets model 10
fallingblock riffel med matchende serienumre. Priserne for
model 76 riflerne starter ved cirka 9.000,- USD eller knap
57.000 DKK. Dakota selv beskriver model 76 som lige så
legendarisk som kaliber .30-06 (hmmmm!) og de forventer
derfor, at riflerne bliver revet væk. Mere
info her.
Tak
til kima
14/12:
Antallet af jægere falder....
Antallet af jægere er faldende næsten
overalt i verden og det bekymrer organisationer som FACE,
der er paraplyorganisation for nationale europæiske
jagtforeninger. Med faldende rekruttering står jægerne
svagere politisk, hvor det stort set kun er antallet af
stemmer, der afgør indflydelsen. Et eksempel er Frankrig,
hvor antallet af jægere i løbet af blot ti år er faldet
fra 2,2 til 1,4 millioner, men tendensen er som nævnt
udbredt overalt - også i de nordiske lande. Problemet er,
at det er svært at lokke de unge til og der diskutteres nu
på mange fronter, hvilke midler der skal sættes ind for at
få nye jægere i folden. En del har fremført, at de
priser, som jagten i Europa er skruet op i er en naturlig
hindring for unge mennesker, men ingen har indtil videre
nogen patentløsning på problemet.
Høgh
14/12:
Strengere våbenlov i kamp mod selvmord...
De norske myndigheder har netop luftet
tanker om en skærpelse af de norske våbenregler. De
ønsker alle haglgeværer registrerede og vil indføre
våbenskabspligt for alle skydevåben. I sig selv skridt der
ligger meget tæt op af tiltag i omkringliggende lande og
dermed ikke særligt opsigtsvækkende. Hvad der derimod er
usædvanligt er myndighedernes primære argument for
stramningerne - nemlig nedbringelse af antallet af selvmord.
Myndighederne er af den overbevisning, at den tid det tager
at finde nøgler og patroner frem, vil redde menneskeliv,
idet selvmord som regel er en impulshandling, der sjældent
gennemføres, hvis det er for besværligt eller
tidskrævende.
Tak
til ran
13/12:
Vildtforvaltningsrådet støtter vildsvin
På Vildtforvaltningsrådets seneste
møde var der opbakning til en fritlevende bestand af
vildsvin i Danmark fra alle pånær landbrugets to medlemmer
af rådet. Det understreges dog, at beslutningen er op til
politikerne og landbruget fastholder, at vildsvin i dansk
natur er hasardspil med den danske svineeksport til en
værdi af 25 mia. kroner.
Tak
til kima
13/12:
Sagaen om den afdøde hollandske domino-spurv....
Vi har tidligere omtalt det postyr en
gråspurv vakte under et dominobrikvæltningsrekordforsøg i
Holland i sidste måned (se omtale).
Nu nærmer dramaet sig en afslutning.
TV-stationen, der bestilte mordet på spurven, har sendt et
mindeprogram og skadedyrsbekæmperen, der nedlagde den
fredede fugl med en luftriffel, er blevet idømt en bøde
på cirka 1300 kroner, for sin forbrydelse.
Liget af den afdøde spurv befinder sig
i en statsejet fryser, eftersom den afsjælede krop har
udgjort et væsentligt bevismateriale i sagen. Nu har det
statslige hollandske naturhistoriske museum offentliggjort
planer om en spurveudstilling til næste år, hvor
domino-spurven vil blive udstillet på en fremtrædende
plads, hvilende på en æske domino-brikker. Meget
værdigt....
Tak
til kima
11/12:
Fronterne kridtes op i ulvespørgsmålet...
Både i Sverige, Norge og Finland
polariseres debatten mere og mere i ulvespørgsmålet. På
den ene side står landbefolkningen og jægerne, der i
første omgang skal leve med bestanden, på den anden side
politikerne med mandat i byernes befolkninger. I Norge og
Finland er man forlængst begyndt at jage ulvene i
begrænset omfang, mens det i Sverige fortsat straffes med
fængsel at skyde en ulv, der angiber ens egen hund (hvilket
desværre ikke sker forfærdeligt sjældent).
Alt tyder på, at rovdyrpolitiken
bliver et stort spørgsmål i den svenske valgkamp op til
næste års rigsdagsvalg og stort set alle partier har
vejret stemningen i befolkningen om, at mennesker går før
ulve. Således kræves reglerne omkring reguleringsjagt og
nødværge fra mange hold ændrede, ligesom man ønsker
klarere mål for fremtidens bestand. Det svenske
Jægerforbund kører hårdt på i forhold til regeringen og
lægger ikke fingrene imellem, når debatten raser.
Jægerforbundets ønske er en jævnt fordelt men begrænset
rovdyrstamme, men ikke engang denne holdning vinder voldsomt
gehør i de områder der anses egnede for en ulvebestand.
Her så befolkningen hellere, at ulvene helt udebliver.
Tak
til kima
m.fl.
11/12:
Amerikansk jæger hang 8½ time i sin "tree-stand"
Raybon E. Upton fra Arkansas havde
bekendt sine synder og var parat til at dø, da hans kone
Tammy fandt ham hængende med hovedet nedad fra sin
"tree-stand" i ni meters højde over skovbunden
onsdag aften. Tililende brandfolk fik befriet den stærkt
underafkølede jæger, der også havde fået skader på sine
nyrer og skal igennem indtil flere operationer efter
uheldet. Konen fornemmede, at noget var galt, da manden ikke
kom hjem i tid til det store måltid hun havde forberedt og
hun fandt ham selv i skoven inden hun ringede efter hjælp.
Tak
til ran
8/12:
Jægeres genetik kortlagt...
BBC rapporterer, at amerikanske og
hollandske forskere ved universiteterne i hhv. Chicago og
Amsterdam mener at have kortlagt jægernes genetik. Jægere
- påstås det - er generelt enegængere og egenskaben er
nedarvet fra menneskehedens dunkle fortid, hvor jægeren
trak sig væk fra flokken for at få byttet for sig selv til
stor fordel for både ham og hans familie. Konklusionerne er
kommet efter indgående studier af 8000 tvillinger, der har
fastslået, at trangen til at opsøge ensomhed er arvelig.
Imidletid afdækkede undersøgelsen også de negative sider
af denne nedarvede personlighed - gennem den frivillige
isolation udviklede fortidens jægere tendenser til angst,
fjendskab, negativitet og social isolation.
Tak
til kima
7/12:
Nyt
kaliber: .338 Federal
Federal har introduceret et nyt
riffelkaliber kaldet .338 Federal, der snart vil blive
tilbudt som fabriksladet ammunition. Kaliberet er blevet til
igennem et samarbejde mellem Federal og Sako og sidstnævnte
ventes at introducere rifler i kaliberet snart. .338 Federal
er i bund og grund en .308 Winchester halset op til .338 og
det er dermed den eneste fabriksladede .338 patron der ikke
er baseret på et magnumhylster. Fordelene ved det nye
kaliber er, at det kan kamres i korte låse samtidigt med at
det leverer en hel del mere energi ved mundingen end
.308'eren, hvilket alt andet lige, gør kaliberet til et
bedre valg til større arter. I tørre tal opgives det nye
kaliber at opnå omkring 60 m/s mere end .308 Win. med
identiske kuglevægte.
Tak
til kima
7/12:
Polen: Max 3x forstørrelse på drivjagt!
Selv om der ikke er tale om en dugfrisk
nyhed, er der nok mange, der ikke er klare over, at den nye
polske jagtlov har sat klare begrænsninger på hvilke
riffelkikkerter der fremover må anvendes på drivjagter i
Polen. Reglen er, at udover åbne sigtemidler er det kun
kikkerter, der kan stilles på 3x forstørrelse eller
mindre, der må anvendens til drivjagt. F.eks. er 2.5-10x56
lovlig mens 4x32 er ulovlig.
Kilde:
Diana Jagtrejser/tak
til kima
7/12:
Omsætningen i USAs jagtbranche stiger og stiger...
På trods af, at antallet af jægere i
USA i de sidste tyve år er faldet fra 16,2 til 14,7
millioner, fotsætter omsætningen i jagtbranchen
ufortrødent med at stige til nye højder år for år. I
indeværende år anslås det således, at den samlede
amerikanske jagtomsætning - våben, udstyr, rejser m.v. -
andrager omkring 21 mia. USD svarende til mere end 130 mia.
DKK. Årsagen til den fortsatte fremgang menes at ligge i
amerikanske jægeres trang til stadigt mere sofistikeret -
og dyrere - udstyr i kombination med, at mange mere
velhavende jægere præger den samlede jægerskare i forhold
til tidligere, hvor den amerikanske jæger typisk tilhørte
den noget dårligere stillede del af befolkningen.
Tak
til ran
6/12:
Innovation - nyt camouflagemønster fra Deerhunter
 |
|
Smallville
- foret til skandinaviske vejrforhold.
|
Deerhunter
har nu udviklet et helt eget camouflagemønster- i de to
modeller Huntsville og Smallville.
Filosofien
bag det nye mønster har været, at den
europæiske jagtscene - i modsætning til den amerikanske -
ikke er baseret på at sidde i træerne hele tiden. Uanset
om man skal på jagt, fiske eller ud at nyde naturen, vil
man gerne komme så tæt på dyrene som muligt og derfor
indgå i naturens rette miljø.
Lars
Engel fra F. Engel redegør for udviklingen således: ”Med
de erfaringer vi har gjort på jagt i Nordeuropa, om det nu
gælder bukkejagt herhjemme eller i Polen eller fasanjagt
på sjælland, så befinder jægerne sig typisk i ”ground
level” miljø, hvilket vil sige omgivet trærødder, jord,
blade, mos og lidt græs. Derfor er det også disse
elementer, der indgår i det nye skræddersyede design
”Innovation” fra Deerhunter, som netop er blevet
lanceret på det europæiske marked.”
Mere information på www.deerhunter.dk
høgh/pressemeddelelse
6/12:
IWA 2006 ventes at slå alle rekorder
Den store tyske våben og
jagtudstyrsmesse i Nürnberg - IWA - har gennem mere end 30
år befæstet sin position som den væsentligste
internationale brancheudstilling for våben- og
jagtudstyrsbranchen i verden. I år rundede antallet af
udstillere for første gang 1.000, hvoraf mere end 700 var
fra andre lande end værtsnationen Tyskland. Godt 27.000
besøgende gik gennem hallerne i de fire dage messen var
åben - de kom fra mere end 100 forskellige nationer. I 2006
ventes væksten i antallet af såvel udstillere som
besøgende at fortsætte. Det store besøgstal bliver ikke
mindre imponerende i lyset af, at messen kun er åben for
våbenhandlere og producenter - har man ikke en
forhandlerlicens kan man godt spare sig køreturen, man
bliver ikke lukket ind. www.riffeljagt.com
planlægger en fyldig repportage fra IWA 2006.
Tak
til kima
5/12:
Råvildt skal udryddes for at flåterne forsvinder
Nøtterøy kommune har vedtaget, at
råvildtstammen på øen Mellom Bolærne skal udryddes inden
sæsonen slutter den 23. december i et forsøg på samtidigt
at blive helt fri for flåter på øen. Den kontroversielle
beslutning gennemføres på trods af protester fra
miljøgruppen NOAH.
Tak
til kima
5/12:
Amerikansk bonde maler sine dyr orange i jagtsæsonen
Friz Konieczka, der har sin gård op ad
Bald Eagle State Forest i Pennsylvania føler sine husdyr
truede af områdets bjørne og hjortejægere. Derfor
forsyner han dem alle - hund, heste, får og kvæg -
med brede orange striber i forbindelse med jagtsæsonen -
for en sikkerheds skyld! "Jeg kan ikke tro, at en
jæger ikke kan kende forskel på en hund og en hjort, men
man må gøre alt for at beskytte sine dyr", har den
exentriske bonde med det stribede kvæg udtalt til lokale
medier.
Tak
til ran
4/12:
Barnes lancerer MRX - (endnu) et nyt premiumprojektil
 |
|
Maximum-Range
X-Bullet™
|
Til
foråret bliver Barnes nye Maximum-Range X-Bullet™ sendt
ud på markedes både til genladere og som færdigladet
ammunition fra Federal. Konstruktionen minder i sin
opbygning meget om Winchesters XP3 (se omtale)
, med den væsentlige forskel, at kernen består af wolfram,
som er tungere end bly. Hele den ekspanderende del af
projektilet består af kobber som de traditionelle Barnes-X
kugler og spidsen er udstyret med en polymertip til
forbedring af såvel de ballistiske egenskaber som
ekspansionen i vildtkroppen. I første omgang vil
projektilerne blive tilgængelige i kalibrerne .270, 7 mm,
.30 og .338 med flere kuglevægte i hver kaliber. Der
hersker nok ingen tvivl om, at konstruktioner som denne
fremmer den forestående trussel om et totalforbud imod bly
i ammunition i bl.a Sverige, idet der næppe kan
argumenteres for, at disse projektiler skulle have
dårligere dræbeevne end traditionelle blyprojektiler. De
nye undersøgelser (se omtale), der
tyder på, at wolfram er farligt for såvel mennesker som
miljø, vil næppe ødelægge mulighederne for MRX
projektilerne, idet det er nærmest utænkeligt at
wolframkernen fragmenterer og forurener vildtkødet. www.barnesbullets.com
Tak
til Steyr
Lars
4/12:
Jagtmesse den 14. januar i Etgved
En "non-profit" jagtmesse
kaldet "Jagt, vildt, natur og fødevarer" med
deltagere fra den danske jagtbranche løber for første gang
af stablen i Egtvedhallen den 14. januar. Det er den lokale
ildsjæl Ole Bundgaard, der både optræder som idémand og
arrangør af messen, hvor det ikke koster de deltagende
udstillere andet end den fælles markedsføring at deltage.
Det utraditionelle koncept giver en lang række mindre
aktører mulighed for at deltage, så der venter formentlig
de besøgende en anderledes messeoplevelse i forhold til de
traditionelle jagtmesser. En stor del af standene vil være
arbejdende stande og mange af dem vil sælge varer fra
standen.
Tak
til kima
1/12:
Norma
har introduceret ny krudttype
Nu findes der ladedata for Normas
seneste krudttype - URP - på Normas hjemmeside www.norma.cc
. Krudttypen rummer mere energi end de tidligere typer og er
specielt velegnet til de populære mellemklassekalibrer
såsom .30-06, der med en 180 gr. kugle opnår cirka 30 m/s
mere ved mundingen end med Normas hidtil bedste ladning.
Tak
til M@X
1/12:
DN ønsker sig vildsvin i dansk natur
Danmarks Naturfredningsforening har i
en pressemeddelelse udtrykt ønske om, at vildsvinet for lov
til at indvandre som art i dansk natur. Baggrunden for denne
udmelding er den nye rapport "Wildrisk", der er
udarbejdet af Danmarks Miljøundersøgelser i samarbejde med
Danmarks Fødevareforskning, Fødevarestyrelsen og Danske
Slagterier. Rapporten konkluderer, at risikoen ved vildsvins
smittefare, hvad angår svinepest, er teoretisk.
Veterinærdirektør Erik Bisgaard Madsen, Danske Slagterier
har udtalt, at det formentligt er muligt at have
vildtlevende vildsvin i Danmark uden svinepest.
Jægerne kan kun hilse vildsvinet
velkommen tilbage, men inden armene ryger i vejret, er det
værd at bemærke, at dansk landbrug fortsat blankt afviser
ideen og at naturlig indvandring i princippet kun er en
mulighed i Jylland.
Tak
til kima
1/12:
Sydafrika
forbereder massiv elefantculling
Antallet af elefanter alene i
Krügerparken er vokset til 12.500 og det er for mange,
mener de sydafrikanske myndigheder, der nu siges at
forberede en massiv reduktion af bestanden med op imod
5-7.000 dyr. Aktionen ventes at medføre voldsomme
internationale protester, men faktum er, at elefantbestanden
i hele det sydlige Afrika efterhånden er så stærk, at det
ikke er muligt at relokere lokale bestandsoverskud til
områder med mindre tætte bestande. Alle anvendelige
områder er fyldt med elefanter til bristepunktet.
Tak
til kima
28/11:
Døende bjørn overfaldt sin banemand
Da Samuel H. Beauchamp fra Pennsylvania
på årets premieredag for bjørnejagten nærmede sig den
sortbjørn, som han havde nedlagt kort forinden med fire skud i
kaliber .444 Marlin, forventede han at nå frem til en meget
død bjørn. Her gjorde den 47 årige jæger imidlertid
regning uden vært, for da han var knap 5 meter fra det
livløse dyr, rejste det sig med et brøl, der fik jægeren
til at tage benene på nakken. Og selv med døden i hjertet
er en bjørn rap på labberne. Efter en kort spurt blev
jægeren indhentet og tilføjet et kraftigt bid i hvert
lår, inden bjørnen åndede ud (muligvis - trods alt - med
et lille smil på læben...). Den gyldne regel - at vente et
minut eller to inden man går hen til et nedlagt stykke
vildt - blev dermed demonstreret, så jægeren formentlig
kan huske det fremover...
Tak
til ran
27/11:
Kenyansk bedstefar har dræbt leopard med næverne
Kenyanske myndigheder har overfor
nyhedsbureauet Reuter bekræftet det utrolige
hændelsesforløb.
Den kenyanske bonde Daniel M'Mburugu
på 73 passede sine marker i omegnen af Mount Kenya, da en
leopard sprang på ham fra det høje græs. Han havde en
machete i hånden, men M'Mburugu hørte en stemme, som han
er overbevist om var Guds, hviske, at han skulle kaste
macheten og gribe fast om det rasende dyrs tunge, hvilket
han gjorde. Og selv om leoparden både bed i hans håndled
og tilføjede ham sår med sine skarpe kløer lykkedes det
for bonden at flå dyrest tunge ud, hvilket førte til dens
død og M'Mburugu's redning. Efter episoden, der udspillede
sig tidligere denne måned, er den aldrende bedstefar blevet
fejret som helt i sin landsby og selv de lokale myndigheder
var så imponerede over bedriften, at de behandlede hans
skader uden beregning.
Tak
til kima
25/11:
Tilbagekaldelse af SAKO .308 patroner fra 1990-92
På foranledning af SAKO tilbagekalder
Normark Denmark A/S gamle SAKO patroner i kaliber .308
Winchester, der er produceret I perioden 1990 til 1992.
Disse riffelpatroner er solgt gennem den daværende
distributør, Sini-Guldmann A/S. SAKO patroner i kaliber
.308 Winchester produceret i perioden 1990 til 1992 kan have
defekter forårsaget af rustangreb. Rustangrebet kan
resultere i en sprængning af patronhylsteret, hvilket kan
forårsage en bagudrettet tryklækage.
SAKO understreger, at tilbagekaldelsen udelukkende omfatter
riffelpatroner i kaliber .308 Winchester produceret i
perioden 1990-1992, og at de eventuelle defekter er et
resultat af forkert opbevaring af riffelpatronerne.
Produktionsåret kan verificeres ud fra patronæsken: De to
sidste tal i lotnummeret indikerer produktionsåret. Såfremt
man ikke har patronæsken i hænde, vil det fremgå af
patronhylsteret, hvorvidt riffelpatronen er omfattet af
tilbagekaldelsen: Såfremt der er præget SAKO .308 i
patronbunden af patronhylsteret, bør riffelpatronen
returneres til en forhandler. Såfremt der er præget SAKO
.308 Win i patronbunden af patronhylsteret, er
riffelpatronen produceret efter 1990-1992 og er således
ikke omfattet af tilbagekaldelsen.
Såfremt man som forbruger er i besiddelse af patroner, der
er omfattet af tilbagekaldelsen, skal disse returneres til
en forhandler. Såfremt man som forhandler er i besiddelse
af patroner, der er omfattet af tilbagekaldelsen, skal disse
returneres til Normark Denmark A/S
På SAKOs vegne beklager Normark Denmark A/S den ulejlighed,
dette måtte forårsage.
Niels Larsen
Normark Denmark A/S
Tak
til kima
25/11:
Svensk dame hundeangst for fuld elg
Laila von Scheele fra Stockholm er
skræmt fra vid og sans af en elg der hjemsøger hendes have
hver nat og æder sig stinkende beruset i gærede
nedfaldsæbler.
"Jeg er hundeangst, den kan blive farlig, når den er
fuld og den bliver i haven helt til solopgang" har Fru
v. Scheele udtalt til et svensk dagblad.
Idet hun frygter for både sine børns,
kattes og seks små hundehvalpes sikkerhed, har hun spurgt
den kongelige jagtmester til råds om, hvad hun kan stille
op. Og rådet hun fik, var at fjerne nedfaldsæblerne fra
hendes ti æbletræer fra plænen, hvilket hun nu agter at
gøre En vældigt snu løsning på et voldsomt problem....måske
var en sliksten med antabus et godt middel til forebyggelse?
Tak
til ran
25/11:
Den norske stat udvider sin ejerandel af NAMMO
NAMMO-gruppen der bl.a. tæller Raufoss
og Lapua har ammunitionsrelaterede fabrikker i adskillige
lande - primært i skandinavien. Nu sælger en af delejerne
- svenske SAAB - ud af sine aktier til de andre to ejere -
den norske stat og finske PATRIA - der fremover kommer til
at sidde med 50% af koncernen.
Tak
til ran
24/11:
Antiterror-ammunition til storvildtjagt....?
 |
|
240
kg. vildorne nedlagt med et enkelt skud 9 mm
parabellum.
|
Amerikanske
"Extreme Shock" har haft stor succes som producent
af rikochetterings-fri ammunition til terroristbekæmpelse
f.eks. ombord på fly og i bebyggelse. Ammunitionen er
baseret på en kerne af "NyTrilium" bestående af
wolframstøv holdt sammen af en blød klæbemasse. Mange
amerikanske politikorps og specialstyrker har adopteret
denne ammunition og er yderst tilfredse med dens funktion.
Extreme Shock ser dog også et stort marked i
jægere og lader allerede projektiler i almindelige
riffelkalibrer. Også her fremhæves sikkerheden, ligesom
disse fragmenterende projektiler i henhold til producenten
er almindelige projektilkonstruktioner overlegne
mht. drabsevne. Således anbefales kal. .300 Win. Mag til
bøffeljagt (!) På årets IWA messe var produktet
repræsenteret og nogle særdeles voldsomme billeder af
skudsår på vildt blev fremvist som dokumentation for
effektiviteten. De fleste vil dog nok fortsat sætte
spørgsmålstegn ved om en voldsom energiafsætning omkring
indgangshullet (der bliver mere end nævestort) med en deraf
følgende mindre dybdevirkning er en fornuftig recept på en
god jagtkugle, ligesom de helbredsmæssige konsekvenser af
at spise det fint pulveriserede wolframstøv, nok ikke er
100% klarlagte... Mere information på: www.extremeshockusa.com
.
høgh
24/11:
Død gråspurv hyldes med minde-CD
Holland
har som bekendt næsten lukket for al jagt -
befolkningstætheden i det lille land har simpelthen gjort
bymenneskenes natursyn til politisk realitet ved simpel
majoritet. Dette illustreres udemærket ved følgende
eksempel. I den nordhollandske by Leeuwarden har man i nogen tid
arbejdet ihærdigt på at slå rekorden for væltning af
dominobrikker og i den forbindelse har man i et
indkøbscenter møjsommeligt opsat mere en fire milioner
brikker. Imidlertid forvildede en gråspurv sig ind i
centret og udviste upassende interesse for de delikat
balancerende dominobrikker. Hurtigt resulterede spurvens
interesse sig i 23.000 faldne brikker. Dette vakte ikke blot
ærgrelse men også direkte had blandt arrangørerne af
rekordforsøget ,der skulle TV-transmitteres til 16 lande.
De tilkaldte en skadedyrsbekæmper, der trængte den
oprørske spurv op i et hjørne og myrdede den....
(det forlyder ikke, om han skød den med en kanon). Sagen
kom frem og medførste massive protester samt trusler mod
arrangørerne. Kondolencebreve strømmede ind på en hastigt
oprettet hjemmeside og nu har man så taget initiativ til at
udsende en minde-CD for det afdøde fjerkræ.
Tak
til kima
24/11:
Måske længere jagttider på elg i Norge
Norges
Skogeierforbund ønsker elgjagtsæsongen forlænget frem til
jul. Organisationen mener at den nuværende korte sæson,
der slutter den 31. oktober, stresser både jægere og vildt
med negative konsekvenser i skikkelse af sikkerhedsbrister
og stor uro på revirerne til følge. En længere sæson vil
give jægerne bedre mulighed for at planlægge og afvikle
jagten ordentligt og organisationen mener ikke, at dette vil
lede til øget afskydning, da elgene fortsat er på
licencer.
Tak
til ran
21/11:
Winchester lancerer XP3 - et nyt premiumprojektil
 |
|
Tværsnit
af det nye XP3 projektil. Slægtskabet med FailSafe
er tydeligt.
|
Winchester
har i de senere år markeret sig stærkt på
projektilfronten med konstruktioner såsom Winchester
FailSafe og (i samarbejde med Nosler) Nosler Partition Gold.
Nu er man klar med et nyt premiumprojektil - XP3 - der
tydeligvis er en efterkommer efter FailSafe, men som i kraft
af en polymerspids siges at have bedre ekspansionsegenskaber
i forhold til tyndhudede små og mellemstore arter uden at
dette skulle gå ud over egenskaberne i forhold til
storvildtet. Altså et premiumprojektil med bedre
allround-kapacitet end hidtil sete konstruktioner.
Projektilet er konstrueret med massiv forpart og fastloddet
bagpart - en kendt recept, der garanterer en stor restvægt
- ofte på 100%. I første omgang produceres XP3 i
kalibrerne .30 (150 og 180 gr.), 7 mm (160 gr.) og .270 (150
gr.). Ammunition i gængse kalibre med disse
projektildiametre vil være tilgængelig primo 2006. Det
forlyder ikke, hvornår projektiler til genladere frigives
eller hvornår udvalget evt. udvides. Mere information på www.winchester.com
.
Tak
til kima
21/11:
Remingtons nye katalog er klar
Remington
er klar med sit forårskatalog for 2006. Kataloget kan
downloades som PDF-fil her: www.remington.com
.
Tak
til ran
18/11:
Når amerikanske jægere dør....
 |
|
Jagtstemningen
breder sigbåde ind- og udvendigt.
|
Amerikanere
kommer sjældent i en situation, som ikke kan klares elegant
med udstyr af passende konstruktion. Dette gælder også,
når passionerede amerikanske nimrødder skal videre til de
evige jagtmarker i et passende fartøj (ligkiste). Det
amerikanske firma Arkansas Casket Sales imødekommer
således selv kræsne ligs ønsker og behov med deres nye
serie af camouflerede ligkister, som er camouflerede på
både inder- og yderside. Der findes næppe nogen danske
forhandlere af dette produkt, så hvis du føler dig lidt
sløj, skal du nok bestille direkte på virksomhedens
hjemmeside www.camocasket.com
.
Tak
til kima
17/11:
Bjørne og jægere på kollisionskurs
I
takt med at den svenske bjørnebestand vokser, bliver
voldsomme træfninger mellem menneske og bjørn alt
hyppigere. Sidste år blev en elgjæger i Norrland, som den
første i nyere tid, angrebet, dræbt og delvist ædt af en
bjørn under elgjagten. I store dele af bjørnens
udbredelsesområde er folk begyndt at holde sig fra skoven
af frygt for pludselig at stå ansigt til ansigt med en af
bamserne. De fleste episoder udspiller sig derfor imellem
bjørne og jægere og alene i år er der åbnet ild mod mere
end en håndfuld angribende bjørne og mindst to mand er
havnet på hospitalet med bidskader. Åbnes der ild imod en
bjørn i selvforsvar, fører det altid til en politimæssig
efterforskning Skudvinkler og skudafstand granskes nøje og
der er mange eksempler på, at jægeren er blevet underkendt
og idømt fængselsstraf for groft jagtlovsbrud. Skal man
være sikke på at klare frisag, er det i realiteten bedst
at lade bjørnen tygge lidt på en arm eller et ben.... det
lyder absurd, men skydes en angribende bjørn i fuldt
firspring på 30-40 meters afstand er jægerens chancer for
at forklare sig ud af situationen små.
Tak
til ID og kima
16/11:
112 bjørne blev årets høst i Sverige
Den
samlede bjørnekvote for hele Sverige udgjorde i år 121
individder. Som sædvanligt var bjørnejagten de fleste
steder hurtigt overstået og kun i Dalarna og Jämtland
nåede man ikke at udfylde kvoterne fuldt ud. I alt 12
bjørne blev rapporteret påskudt men ikke fundet - disse
regnes ikke for nedlagte og belaster ikke licenserne.
høgh
15/11:
Wolfram formentlig stærkt kræftfremkaldende....
Metallet
wolfram - også kaldet tungsten - anvendes på grund af dets
høje vægtfylde som "miljøvenlig" erstatning for
bly i ammunition. Hidtil har den gængse opfattelse været,
at metallet er ugiftigt for såvel den menneskelige
organisme, som for miljøet som helhed. Begge dele er der nu
rejst alvorlig tvivl om. En amerikansk undersøgelse, hvori
man implanterede wolframstykker i forsøgsrotter for at
simulere en skudskade, resulterede hurtigt i agressive
kræftsvulster, der hurtigt bredte sig til lungerne for alle
de udsatte rotters vedkommende. Også i miljøet er der
påvist negative effekter. Således nedbrydes wolfram i det
fri og tilstedeværelsen af metallet i jord, forårsager
massedød blandt mikroorgnismer og orme. Wolfram er på det
seneste blet påvist i enkelte vandboringer i U.S.A. og det
er således ikke et inaktivt metal, der blot bliver liggende
i jordskorpen. Flere af de såkaldt alternative
haglmaterialer indeholder wolfram - dette gælder bl.a. for
produktet "Molyshot". Mere
om "rotteforsøget" her.
høgh
15/11:
Musikalske terrorister....
 |
| Ex-terrorist
pacificeret med en lydbog (Peter Plys?) |
Det
engelske site www.AudioBooksForFree.Com
har stor succes med deres "AK-MP3 Jukebox", der er
en mp3-afspiller inbygget i magasinet fra en AK-47
(Kalashnikov). ”Dette er vort bidrag til verdensfreden”
udtaler en af idémændende, der håber at verdens uromagere
vil skifte de skarpe skud ud med fredelig musik og lydbøger.
Men det er sikkert også helt i orden, at almindelige civile
– og i forvejen fredelige – mennesker spytter 350 USD i
kassen for denne mp3-afspiller, der har en hukommelse på 20
GB…
Tak
til kima
|